Oplever du mærkelige små prikker, streger eller skygger, der svæver rundt i dit synsfelt? Måske ’danser’ de lidt, især når du kikker mod en lys væg? Det, du ser, er højst sandsynligt det, der kaldes ’fluer for øjnene’ – og du er langt fra alene. 76% har oplevet ’floaters’ i deres synsfelt. Læs med her og få svar på hvorfor forstyrrelserne kommer – og få klar besked om, hvornår du bør reagere.
Hvad er ’fluer for øjnene’?
’Fluer for øjnene’ også kendt som ’floaters’ er små protein- og celleklumper i glaslegemet. Når lyset rammer dem, kaster de skygger på nethinden, og det er de skygger, du ser som ’fluer’, små diffuse pletter, streger eller små spindelvævslignende figurer. Du kan ikke fokusere på ’fluerne’, fordi de flyder rundt i glaslegemets væske og flytter sig ved de mindste øjenbevægelser og kan virke til at ’flygte’, når du forsøger at fokusere på dem. ’Floaters’ kan give markante synsforstyrrelser, men er ofte ganske ufarlige.
Hvorfor ser du diffuse streger og små prikker?
Der er flere grunde til, at du ser ’fluer for øjnene’, men den mest almindelige er aldersbetingede forandringer i glaslegemet. Det begynder typisk fra midten af 40’erne eller i begyndelsen af 50’erne, selvom det varierer fra person til person. Glaslegemet bliver mindre geleagtigt og mere flydende, hvilket får små partikler som proteiner og celler til at klumpe sig sammen og flyde rundt – og det er deres skygger, du ser som ’fluer’. Få øje på de hyppigste årsager til ’floaters’:
• Aldersforandringer – en helt naturlig proces, som starter allerede i 40'erne.
• Nærsynethed – hvis du er nærsynet, er du mere tilbøjelig til at opleve ’fluer for øjnene’.
• Øjenskader eller operationer – kirurgi i øjet kan udløse ’floaters’.
• Betændelse i øjet – inflammation kan frigive celler i glaslegemet.
• Blødninger – blod i øjet kan skabe de samme forstyrrelser.
Hvornår skal du være bekymret for ’floaters’?
’Fluer for øjnene’ er i de fleste tilfælde helt ufarlige. Men hvis du pludselig ser mange flere end normalt, eller du oplever andre synsforstyrrelser som lysglimt eller sløret syn, skal du tage det alvorligt. Søg øjenlæge med det samme, hvis du …
… ser pludselig flere og tydelige ’fluer’ end normalt.
… oplever lysglimt som små lyn eller blink.
… føler, at en skygge eller gardin breder sig ind over dit synsfelt.
… får sløret eller nedsat syn.
Disse symptomer kan være tegn på glaslegemeløsning eller i værste fald en nethindeløsning, som kræver hurtig behandling.
Hvornår vil du opleve ’fluer for øjnene’?
Du kan opleve ’floaters’ uanset din alder, men du vil have større risiko, hvis:
• Du er over 50 år.
• Du er nærsynet.
• Du har haft øjenskader eller øjenoperation.
• Du har diabetes eller højt blodtryk.
• Du lider af betændelsestilstande i øjet.
Det er altså helt normalt, og du behøver ikke blive bekymret, bare fordi du lægger mærke til dem – men det er vigtigt at være opmærksom på ændringer.
Hvad kan du gøre ved forstyrrelserne?
I langt de fleste tilfælde kræver ’fluer for øjnene’ ingen behandling. Din hjerne vil med tiden blive bedre til at ignorere dem – en proces som hedder neuroadaption, hvor hjernen tilpasser sig ændringer i sanseindtryk fx synet. Få øje på 3 ting, du kan gøre:
1. Træn din opmærksomhed væk fra ’floaters’. Jo mindre du fokuserer på ’fluerne’, desto mindre vil de genere dig. Din hjerne lærer stille og roligt at ignorere dem.
2. Bevæg dine øjne. Hvis du kikker hurtigt op og ned eller fra side til side, kan du nogle gange få ’fluerne’ til at flytte sig væk fra dit centrale synsfelt.
3. Overvej behandling (i sjældne tilfælde). Hvis ’fluerne’ bliver meget generende og påvirker din livskvalitet, findes der to behandlingsmuligheder:
• Vitrektomi: En operation, hvor glaslegemet fjernes og erstattes med en klar væske. Det bruges kun i svære tilfælde, da det har risici.
• Laserbehandling (YAG-laser): En nyere metode, som forsøger at nedbryde de flydende partikler. Effekten varierer, og det er stadig en ny behandling.
Hvad skal du gøre hvis du ser lysglimt?
Lysglimt er noget helt andet end ’fluer’. Hvis du ser pludselige blink i udkanten af dit syn, kan det skyldes, at glaslegemet trækker i nethinden. Det er typisk, når glaslegemet løsner sig fra nethinden – noget, der kan ske naturligt, men som i sjældne tilfælde fører til rifter. Hvis du ser lysglimt sammen med ’fluer’, er det vigtigt, at du bliver undersøgt hurtigst muligt.
Hvorfor ser du ’fluerne’ tydeligere i visse situationer?
Du lægger mest mærke til ’fluerne’, når du kikker på en lys, ensfarvet baggrund. Det kan være himlen, en hvid væg eller en oplyst skærm. I mørke lægger du mindre mærke til de små prikker, fordi kontrasten er mindre, og hjernen ser dem ikke så tydelige.
Hvordan kan du forebygge ’floaters’?
Du kan ikke altid undgå at få ’fluer for øjnene’, især ikke hvis det skyldes alder eller nærsynethed. Men du kan styrke dine øjne ved at …
… spise sundt med fokus på A-, C- og E-vitamin, zink og omega-3.
… bruge solbriller da de beskytter dine øjne mod skadelig UV-stråler.
… holde øje med dit blodtryk og blodsukker, især hvis du har diabetes.
… få tjekket dine øjne regelmæssigt, hvis du oplever ændringer.
… undgå rygning da det øger risikoen for øjensygdomme generelt.
Hvad kan du selv gøre ved ’fluer for øjnene’?
’Floaters’ kan være irriterende og forstyrrende, og heldigvis er der ting, du kan gøre for at mindske generne:
• Hold pauser fra skærm og læsning, da det aflaster dine øjne.
• Juster lys og kontrast på din skærm, da det kan gøre ’fluerne’ mindre synlige.
• Dyrk motion da god blodcirkulation er godt for øjnene.
• Få god søvn, da dine øjne restituerer om natten ligesom resten af din krop.
• Vær tålmodig da din hjerne vil vænne sig til ’floaters’ over tid.
'Floaters' og tid til læsebriller – hænger det sammen?
Måske du har lagt mærke til, at 'fluer for øjnene' og behovet for læsebriller opstår på nogenlunde samme tidspunkt – typisk omkring 40-50-års alderen. Det er ikke tilfældigt. Med alderen bliver din linse mindre fleksibel. Det gør det sværere for dig at stille skarpt på tekster og ting tæt på (presbyopi) – og det er derfor, du pludselig har brug for læsebriller, selvom du måske har haft et perfekt syn hele livet. Få øje på vores store udvalg af recycled læsebriller.
Lyt til dine øjne
’Fluer for øjnene’ er som regel helt harmløst og et naturligt tegn på, at dit syn forandrer sig med alderen. Men dine øjne er gode til at sende dig signaler, hvis noget ikke er, som det skal være. Hvis du oplever pludselige ændringer, lysglimt eller nedsat syn, så tøv ikke med at søge hjælp. Det kan i sjældne tilfælde være et tegn på noget alvorligt – og jo hurtigere du reagerer, jo bedre.
Korte spørgsmål/svar:
Hvad er ’fluer for øjnene’?
Skygger fra partikler i øjets glaslegeme.
Hvorfor ser du dem?
Aldersforandringer, nærsynethed m.m.
Hvornår skal du reagere?
Pludselige ændringer, lysglimt og synstab.
Hvad kan du gøre?
Træn din hjerne, bevæg øjnene, søg læge ved behov.
Er det farligt?
Som regel ikke – men vær opmærksom på signaler.